Jeg går sku og er så skide glad for tiden.

Lige som jeg troede at tingene ikke kunne blive bedre, så slog det mig lige i ansigtet igen. M som jeg var sammen med i sommers, valgte jeg jo at cutte alt kontakten til lige før jeg blev student, fordi jeg ikke syntes at han behandlede mig ordentligt, efter at han ikke ville være sammen med mig mere. Det respekterede han heldigvis, og jeg har ikke snakket med ham i 3 måneders tid. Problemet var så bare, at jeg kommer utrolig meget på hans arbejdsplads, da han er klubfotograf på det sted jeg kommer aller mest. Hver gang vi har stødt på hinanden dernede, har vi gået lige forbi hinanden, selvfølgelig fordi at jeg har bedt ham om ikke at snakke til mig. Jeg har så bare gået og været indebrændt, selvfølgelig fordi jeg stadig var sur og irriteret på ham, specielt fordi at han altid hilste på mine venner lige foran mig.
Igår var jeg så i byen igen - han var på arbejde. Han sagde hej til min veninde, og jeg vendte bare ryggen til, som jeg altid gør. Igår var bare anderledes, fordi jeg havde virkelig lyst til at sige hej til ham. Ikke fordi at jeg vil genoprette kontakten til ham, men fordi at det bare er så fucking akavet hver gang han hilser på mine venner og hver gang vi går forbi hinanden og ignorer hinanden, når vi har været en kæmpe del af hinandens liv. Så begyndte hende, som han knaldede med, lige efter han havde droppet mig, at fortælle min veninde at han åbenbart gik og var ked af at jeg ikke gad at snakke med ham. Jeg havde ikke et sekund ondt af ham, og det fik mig egentlig til at tænke at jeg ikke ville sige hej til ham, selvom jeg egentlig havde lyst til det, fordi at jeg han selv har gravet det hul han står i.
Lidt senere på aftenen, begynder han så selv at snakke til min veninde, hvor han fortæller at han enten vil komme over og snakke med mig samme aften, eller skrive til mig dagen efter, og der går ikke 5 minutter, før han vifter mig udenfor.
Vi står og snakker, meget fulde, med grineflip, diskussioner og jeg ved ikke hvad. Vi bliver alt i alt enige om, at det sku er lidt ærgerligt at vi skal gå og have det sådan med hinanden, når vi er så tæt på hinanden hele tiden, og at han desuden også begynder at arbejde der lørdag-søndag(normalt er han der kun torsdag). Vi snakker ikke sammen og det der er sket er ikke tilgivet og bestemt ikke glemt, men nu hilser vi på hinanden, når vi ses. Det er virkelig en kæmpe lettelse.

Ud over det, så var det alt i alt en FANTALASTISK bytur!

Hjem til Michael senere. Lykke.