Ved at blive menneske igen.

Idag har jeg det faktisk okay. Jeg er ikke nået til det punkt (endnu) hvor alt virker håbløst og jeg skal foretage mig noget hele tiden, for ikke at knække sammen. Der har været så mange mennesker der har støttet mig, selv nogle som jeg ikke havde regnet med ville tilbyde deres hjælp og det er helt vildt dejligt, men jeg må indrømme at den person der har hjulpet mig mest, er M selv. Han kunne have valgt at cutte kontakten med mig men han har skrevet til mig hver dag og spurgt ind til hvordan jeg har det, og det har bare hjulpet så utrolig meget. Samtidig har han sagt at jeg bare kan ringe, skrive, sige hvis vi skal møde eller et eller andet, hvis jeg føler at jeg har brug for det. Jeg har aldrig oplevet, at en person på den måde vælger at tage ansvaret for det der er sket.
d. 14. er der stor fest for hele Niels Brock + andre gymnasier, og jeg ved at M vil være der, fordi han er med til at arrangere det. I starten tænkte jeg at jeg bare ville holde mig væk, fordi det ville gøre alting værre hvis jeg så ham, men nu overvejer jeg virkelig at tage derhen, fordi jeg tror at det er sundt at få afsluttet det på en ordentlig måde, ved at ses og få snakket lidt sammen, i stedet for at forlade hinanden midt på Nørreport, mens jeg tuder, hvilket var det der skete. Jeg tror jeg tager derhen ..