Idag har jeg det faktisk okay. Jeg er ikke nået til det punkt (endnu) hvor alt virker håbløst og jeg skal foretage mig noget hele tiden, for ikke at knække sammen. Der har været så mange mennesker der har støttet mig, selv nogle som jeg ikke havde regnet med ville tilbyde deres hjælp og det er helt vildt dejligt, men jeg må indrømme at den person der har hjulpet mig mest, er M selv. Han kunne have valgt at cutte kontakten med mig men han har skrevet til mig hver dag og spurgt ind til hvordan jeg har det, og det har bare hjulpet så utrolig meget. Samtidig har han sagt at jeg bare kan ringe, skrive, sige hvis vi skal møde eller et eller andet, hvis jeg føler at jeg har brug for det. Jeg har aldrig oplevet, at en person på den måde vælger at tage ansvaret for det der er sket.
d. 14. er der stor fest for hele Niels Brock + andre gymnasier, og jeg ved at M vil være der, fordi han er med til at arrangere det. I starten tænkte jeg at jeg bare ville holde mig væk, fordi det ville gøre alting værre hvis jeg så ham, men nu overvejer jeg virkelig at tage derhen, fordi jeg tror at det er sundt at få afsluttet det på en ordentlig måde, ved at ses og få snakket lidt sammen, i stedet for at forlade hinanden midt på Nørreport, mens jeg tuder, hvilket var det der skete. Jeg tror jeg tager derhen ..
torsdag den 6. juni 2013
onsdag den 5. juni 2013
Lad mig ligge i sengen
Jeg er lige stået op, selvom jeg aller helst ville blive i min seng og bare sove smerterne væk. Det er jo fars dag idag, jeg kan bare ikke forestille mg at jeg på nogen måde kan være fed at have med i et selskab lige nu, hvor vi skal være glade ..
Jeg er stoppet med at græde, nu tænker jeg bare ikke på andet end ham og hvor meget jeg har lyst til at tigge og be ham om at tage mig tilbage. Det hjælper bare ikke når følelserne ikke er der fra hans side af.

tirsdag den 4. juni 2013
Værre end noget andet
M valgte at stoppe det vi havde, fuldstændig. Det kan godt være at det lyder voldsomt, men jeg har aldrig været så ked af det i hele mit liv. Jeg har nu grædt uafbrudt i 4 timer og det bliver ikke bedre. Bare nogle spørger om jeg er okay, uden at de ved hvad der er galt, trækker tårnene. Jeg har konstant lyst til at ringe til ham men jeg ved også bare at tingene kun bliver sværere hvis jeg snakker med ham. Jeg får utrolig svært ved at læse til eksamen nu, fordi der ikke er andet end ham i mit hovede. Jeg glæder mig virkelig til at denne her smerte forsvinder.
mandag den 3. juni 2013
Det går fremad.
I formiddags var jeg helt nede, men tingene er bedre nu. Ikke fordi der er sket nogen forandring.. Jeg har bare fået snakket med nogle veninder om tingene, og accepteret at det er sådan han har det. Godt nok er jeg ikke mindre ked af det af den grund, men jeg formår at lave nogle ting som holder det ude af mit hovede. Jeg frygter stadig i morgen, hvor vi skal snakke sammen om hvad vi gør. Det gode er dog at jeg skal ret mange ting i morgen, så jeg bliver distraheret stort set hele tiden.
Jeg ved egentlig ikke hvorfor jeg laver de her indlæg, det er bare som om at jeg får skrevet nogle ting ned, som jeg ikke får sagt til folk, og det hjælper lidt på det, i stedet for bare at holde det inde..

Det hele ramler sammen
Min mavefornemmelse igår viste sig at være rigtig. Jeg ved ikke hvor M og jeg står lige nu, og jeg frygter at når dagen er slut i morgen, at vi slet ikke står overhovedet .. Jeg prøver at tænke på noget andet, men det er bare svært når man sidder alene hjemme med sin historiebog foran sig. Jeg glemte også min køretime i morges, hvilket aldrig er sket før. Jeg skal til køreprøve i morgen, og jeg har virkelig ikke lyst til at fucke den op pga. det her. Selvom han siger at det jo ikke er slut endnu, så ved man bare godt hvad der kommer til at ske, når han fortæller en at han ikke har tid til at have en kæreste lige nu. Som om det overhovedet er muligt at tænke i positive baner lige nu. Jeg kommer til at hade når mine forældre kommer hjem, og jeg bare sætter en facade op og lades som om alting er ok. Jeg er så forvirret at jeg ikke ved hvad jeg skal gøre af mig selv.
søndag den 2. juni 2013
Det hele er jo bare great.
Er det noget lort at savne ham man holder mest af, når man dårligt har set ham i 4 dage? Jeg er nemlig kommet i tvivl..
Jeg har aldrig oplevet at være så bange, for at miste en person, som jeg er nu. Jeg er hele tiden bange for at sige de forkerte ting, og samtidig er jeg bange for at spørge ind til, om alting går ok, for hvad nu hvis de ikke gør? Så vil det jo bare gøre endnu mere ondt end det gør i forvejen. Det hele ender sikkert med at jeg står tilbage og føler mig dum, fordi jeg tænker for meget over tingene. Sådan er det jo altid.

torsdag den 16. maj 2013
Kærlighed
Jeg ved godt at jeg ikke har blogget i noget tid, og det er noget rod! Well, er tilbage nu, men nu må vi se i hvor lang tid.
Jeg er mega hammer forelsket. Det er så sindssygt, at jeg slet ikke kan beskrive det. Jeg har mødt en, til en fest på min skole, for snart 3 måneder siden og vi har været næsten uadskillelige indtil nu. Det var et helvede at være væk fra ham, da jeg var på studietur, og der snakker vi altså kun 5 dage venner.
Jeg har været meget forelsket i en gut før i tiden, og jeg troede ikke at noget kunne overgå den følelse jeg havde dengang, men det her har helt klart overgået det. Jeg har aldrig været så glad for en person, som jeg er for ham her ♡♡

Abonner på:
Opslag (Atom)